Virksomheder går ofte glip af de højt begavede medarbejdere

Hvis du ønsker at rekruttere medarbejdere, der:
– Hurtigt lærer din virksomhed og arbejdsopgaverne at kende
– Er er gode til at tænke kreativt og finde nye løsninger
– Er gode til at sætte struktur på og effektivisere processer
– Spotter sammenhænge (eller usammenhænge) på tværs af forretningsområder
– Er stærke på de overordnede strategiske linjer og samtidig har styr på detaljen

Så kan du have fordel af at gentænke din tilgang til rekruttering.

De højt begavede medarbejdere er stærke på de nævnte felter. Men de overses ofte i de traditionelle ansættelsesforløb, fordi deres CV kan virke ustringent og ufokuseret, og deres ansøgning kan virke for afdæmpet.

Den højt begavede ansøgers ustringente CV kan være tegn på ansøgerens evne til hurtigt at fordybe sig og blive stærk på mange forskellige områder.

Den afdæmpede ansøgningen kan dække over en højt begavet ansøger, der lægger stor vægt på ærlighed og er meget bevidst om egne styrker og begrænsninger – og som måler sig op imod langt højere krav, end det var hensigten med stillingsopslaget.