Det kan sagtens være dig
– især hvis du ikke selv tror det.

Høj begavelse kommer i mange former og farver – langt flere end du tror. Mensa er et godt billede på dette. Mensa har medlemmer fra alle samfundslag og med en bred uddannelsesbaggrund. Ifølge Mensas hjemmeside er medlemmerne: Lærere, studerende, postbude, direktører, sekretærer, IT-medarbejdere, lastbilchauffører, journalister, bryggeriarbejdere, pensionister, arbejdsledige, ingeniører og meget mere.

I Danmark er ca. 80.000 voksne blandt de 2% mest intelligente – Mensa Denmark har ifølge deres hjemmeside ca. 1.800 medlemmer. Det vil sige, at der lever mere end 78.000 voksne i Danmark, som kunne være medlem af Mensa, men ikke er det.

Der er næppe tale om, at 78.000 voksne i Danmark bevidst har fravalg at melde sig ind i Mensa. Mit bud vil være, at en stor del af disse personer slet ikke ved, at de er højt begavede.

Ca. 400.000 voksne i Danmark er blandt de 10% mest intelligente… Tænk hvis blot halvdelen af dem ikke selv er opmærksom på det – tænk hvis det er dig – tænk hvis nogle af de ting, der spænder ben for dig i livet, relaterer sig til din høje begavelse…

Høj intelligens er nemlig ikke nogen smutvej til succes i livet – ofte tværtimod.