Som leder skal du ikke føle dig utryg ved at ansætte en højt begavet medarbejder – tværtimod.

En mini-undersøgelse af 10 højt begavede medarbejderes personligheder viser nemlig, at selvom de højt begavede medarbejdere er kompetencemæssigt stærke, så er de ikke spor interesserede i at konkurrere med dig om din position som leder.

Faktisk ses det ofte, når matchet mellem leder og medarbejder er godt, at den højt begavede medarbejder har stor værdi som lederens højre hånd og stærke sparringspartner.

IQ-Rekruttering og Talents Unlimited har samarbejdet om en mini-undersøgelse af sammenhængen mellem høj intelligens og personlighed.

Undersøgelsen viser blandt andet, at talentet ”konkurrerende” ligger lavt hos de højt begavede medarbejdere (ingen testpersoner havde konkurrerende blandt deres top-talent, 6 af testpersonerne havde konkurrerende placeret helt nede i deres non-talenter).

I den kommende tid vil vi udvide undersøgelsen til et langt større antal deltagere med henblik på at afdække om konklusionerne fra den lille undersøgelse er repræsentative også for en større gruppe af højt begavede personer.