Hvorfor basere beskæftigelsesindsatsen på symptomer?

Jeg oplever ofte, at kommunerne prioriterer deres indsats for de ledige med udgangspunkt i symptomer snarere end de bagvedliggende årsager. Flere kommuner italesætter det som: ”Vi har valgt at fokusere vores indsats i forhold til ledige med angst, med usund livsstil, med misbrug osv.”

Det giver mening, fordi disse udfordringer spænder ben for den ledige, og samtidig er synlige for fagpersoner og politikere, når indsatser skal identificeres og prioriteres.

MEN mon ikke effekten både for den ledige og for samfundet ville være større, hvis indsatser blev tilrettelagt tættere på årsager end på symptomer?

De højt begavede ledige er helt sikkert repræsenteret blandt de ledige med de nævnte udfordringer. Men deres vej til beskæftigelse, vil jeg mene, er bedre sikret gennem indsatser, der fokuserer på deres særlige udfordringer og potentialer som højt begavede.

I denne artikel kan du læse om forholdet mellem høj begavelse og psykisk sårbarhed i form af angst.

https://udforsksindet.dk/forholdet-mellem-angst-lidelser-og-en-hoej-iq/

Hvor er mit rumskib?

Kan man virkelig være højt begavet uden selv at vide det?

Hvordan kan en høj begavelse være en ulempe og spænde ben for en person gennem livet?

I kronikken “Hvor er mit rumskib?” https://politiken.dk/debat/kroniken/art5662690/Hvor-er-mit-rumskib giver Christin Egebjerg nogle stærke billeder på netop disse problemstillinger.

Perspektiver om “bagsiden af medaljen” ved at være højt begavet er vigtige i udviklingen af beskæftigelsesindsatsen i forhold til de højt begavede ledige.