Du møder langt flere, end du tror… Måske er du det selv…

Mange højt begavede personer ved ikke selv, at de er højt begavede. Mange højt begavede personer bliver ikke opdaget som højt begavede af deres omgivelser – af familien, kollegerne, lederen, vennerne, naboerne (eller kommunens sagsbehandlere).

Høj begavelse findes i alle samfundslag.

Hvis du møder 100 mennesker, så vil ca. 10 af disse have en IQ, der placerer dem blandt de 10% højest begavede.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi høj begavelse, mod manges forventning, ikke er en fribillet til succes. Med stor sandsynlighed vil den høje begavelse på et tidpunkt i livet spænde ben for personen.

Jeg håber, at 2021 bliver året, hvor vi som samfund får øjnene op for de udfordringer og potentialer, som 10% af landets befolkning har (ofte uden selv at vide, at de er højt begavede). Så vi kan få udnyttet dette store og oversete menneskelige og samfundsøkonomiske potentiale.

Hvis du er nysgerrig på, om du selv kunne være blandt de 10% højest begavede, så kan du starte med at prøve Mensas for-sjov-online-test:

https://mensa.dk/test-din-iq

(Resultatet 120 i en anerkendt IQ-test svarer til at være blandt de 10% højest begavede).

Ensomhed…

Mange højt begavede børn og voksne føler sig i perioder af livet ensomme.

I disse dage er der stor opmærksomhed på ensomhed som en problemstilling, vi som samfund skal finde gode løsninger på. Vores forståelse af og indsatser imod ensomhed, tager ofte udgangspunkt i en forudsætning om, at ensomme personer skal indlemmes i fællesskabet – i skolen, i lokalområdet, i fritidsaktiviteter osv. At vi skal række ud og invitere ind i fællesskabet.

Dette er uden tvivl vigtigt for alle mennesker at føle sig som en del af et fællesskab.

For de højt begavede børn og voksne handler det dog ofte om andet og mere end rent fysisk at være til stede i et fællesskab. Ensomheden har ofte en langt mere grundlæggende karakter. Højt begavede børn og voksne kan godt føle sig ensomme, selvom de er omgivet af andre mennesker.

Denne problemstilling giver videoen med en personlige beretning fra en højt begavet ung pige et godt indblik i.

(for hendes tanker om og oplevelse af ensomhed spol frem til 15:49)