Socialt akavet?

Jeg oplever tit, at høj intelligens helt naturligt italesættes i samme sætning som at være socialt akavet:

“Nåh…. er han højt begavet – så er det derfor han opfører sig lidt underligt”.
“Man kan nu ikke mærke på hende, at hun er højt begavet, for hun virker meget empatisk”.

Er højt begavede personer mindre socialt intelligente end andre?

Det korte svar er NEJ, snarere tværtimod.

Det lidt længere svar er, at højt begavede personer som regel også har en høj social intelligens. Helt generelt har højt begavede personer et højt refleksionsniveau. De hæfter sig ved sammenhænge og mønstre i adfærd, ligesom de ofte har en særlig evne til at fornemme og forstå stemninger og til at lægge mærke til selv de små ting i relationen mellem mennesker.

Hvorfor sker det så alligevel, at højt begavede personer nogle gange kan opføre sig lidt akavet, set med flertallets øjne?
Fordi de sociale færdigheder, ligesom alle andre færdigheder skal læres, før de mestres. Og desværre sker det, at højt begavede personer gennem livet kan mangle gode relationer, hvor de kan træne deres sociale færdigheder.

Intelligens er et potentiale – en færdighed skal læres, før den mestres.

https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/har-mennesker-med-hoj-iq-en-lavere-social-intelligens