Herunder finder du ANSPORs brugervenlige digitale version af ”Tjekliste med tegn på høj begavelse i 1. klasse til pædagogisk personale” fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Denne digital version gør det let for dig at udfylde, gemme og printe den udfyldte tjekliste.
Inden du anvender tjeklisten er det meget vigtigt, at du har læst styrelsens pjece ”Redskab til vurdering af tegn på høj begavelse for elever i 1. klasse”. I pjecens afsnit 2.1 finder du en vejledning til, hvordan tjeklisten for pædagogisk personale anvendes.
Ingen data gemmes eller opsamles på af ANSPOR. Først når du vælger at gemme dine data ved at udskrive til PDF, vil data blive overført til et dokument, som du har mulighed for at gemme på din computer. Data slettes når du lukker siden eller genindlæser den / trykker refresh.
OBS. Da denne side ikke gemmer eller opsamler data, kan du ikke kan forlade siden uden at miste de informationer, som du har udfyldt i skemaet, HUSK derfor altid at printe eller gemme (ved at printe til PDF), inden du forlader denne side.
Tjekliste med tegn på høj begavelse i 1. klasse til pædagogisk personale
Opmærksomhedspunkter ved anvendelse af tjeklisten
Tjeklisten udfyldes af pædagogisk personale om en elev i 1. klasse, hvis skolen har en formodning om, at eleven har høj begavelse.
Tjeklisten skal understøtte en helhedsvurdering af, om en elev udviser tegn på høj begavelse. Jo flere spørgsmål i tjeklisterne, hvor der svares ”ja”, jo større er sandsynligheden for, at eleven har tegn på høj begavelse. Dertil indgår øvrig viden om eleven og perspektiver fra eleven og forældre.
Kendetegnene i tjeklisten kan komme til udtryk hos alle elever, men vær opmærksom på, at kendetegnene for elever med høj begavelse ofte vil være mere markante og komme til udtryk i meget høj grad.
Alle elever er forskellige, og høj begavelse kommer til udtryk på forskellige måder. Det er ikke nødvendigt at kunne svare ”ja” på alle eksempler under hvert kendetegn for, at der kan svares ”ja” på spørgsmålet eller for, at eleven udviser tegn på høj begavelse. Vær opmærksom på, at det kan være sværere at se tegn på høj begavelse, hvis eleven ikke trives, har særlige behov eller oplever udfordringer.
(Kilde: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet)
Spørgsmål | Sæt X hvis “ja” | Noter |
---|---|---|
1. Lærer eleven meget hurtigt? Kan eleven for eksempel • let og ubesværet tilegne sig ny viden og færdigheder • lære nyt fagligt stof umiddelbart med få eller ingen gentagelser • tilegne sig fagligt stof stort set uden instruktion |
||
2. Er eleven særdeles dygtig i et eller flere fag? Er eleven for eksempel • meget dygtig på et eller flere fagområder • i stand til at vise stort fagligt overskud • i stand til at overføre viden fra ét fag eller emne til et andet |
||
3. Har eleven et stort fagligt overblik? Kan eleven for eksempel • hurtigt danne sig et fagligt overblik • se de vigtigste træk ved en opgave eller aktivitet • generalisere og gruppere for at rumme større mængder af indtryk, viden og forståelse |
||
4. Kan eleven læse komplicerede tekster? Kan eleven for eksempel • læse ubesværet • læse tekster med højt lix-tal og mere komplekst og nuanceret indhold • forstå de læste ord og uddrage meningen af det skrevne |
||
5. Er eleven meget god til at arbejde med tal? Har eleven for eksempel • stor forståelse for tal og matematiske logikker • nemt ved at automatisere tal, antal og størrelser • nemt ved at foretage vanskelige udregninger i hovedet |
||
6. Er eleven god til at tænke logisk? Kan eleven for eksempel • reflektere ud fra flere forskellige vinkler • benytte sig af en rationel tankegang • forstå komplekse sammenhænge og genkende mønstre |
||
7. Har eleven særdeles stor, bred og dyb viden? Har eleven for eksempel • stor almenviden • bred viden om forskellige ting • kendskab til detaljer på specifikke områder |
||
8. Har eleven særdeles god hukommelse? Husker eleven for eksempel • nærmest alt, der høres eller ses • mange konkrete episoder, oplevelser og samtaler, som er sket for længe siden • usædvanlige ting ift. sin alder |
||
9. Kan eleven blive dybt interesseret i noget? Kan eleven for eksempel • blive helt opslugt af sine interesser • fordybe sig i de mindste detaljer af deres interesseområder • lide at fortælle detaljeret om nye opdagelser eller erkendelser, eleven har gjort |
||
10. Er eleven særdeles undersøgende og nysgerrig? Er eleven for eksempel • videbegærlig • spørgende for at forstå bedre • ivrigt observerende |
||
11. Har eleven et særdeles stort ordforråd? Gør eleven for eksempel brug af • avancerede og kreative ord • ord, der klart ligger over aldersniveau • ordspil, rim, remser og lignende |
||
12. Er eleven særdeles god til at argumentere? Kan eleven for eksempel • tale virkeligt godt for sin sag • lide at debattere • udtrykke sin mening om emner på en indsigtsfuld måde |
||
13. Kan eleven forstå og anvende ordspil eller ironi? Kan eleven for eksempel • finde stor morskab i ordspil • forstå og selv gøre brug af ironi • udvise en avanceret humor |
||
14. Har eleven en særdeles god fantasi? Er eleven for eksempel • god til at forestille sig ting • god til at komme på nyskabende idéer til løsninger af udfordringer • i stand til at tænke abstrakt |
||
15. Er eleven særdeles god til at udtrykke sig visuelt? Kan eleven for eksempel • opbygge og forme materialer med usædvanlige former og mønstre • tegne og male med stor detaljeringsgrad • konstruere byggeteknisk udfordrende figurer |
||
16. Har eleven intense følelser? Kan eleven for eksempel • opleve følelser meget stærkt – både positive og negative • være følsom og sensitiv • have svært ved at slippe en konflikt |
||
17. Har eleven en stærk retfærdighedssans? Kan eleven for eksempel • gå meget op i, at regler overholdes – særligt i leg • være optaget af retfærdighed og fairness – også på andres vegne • udvise indsigt i etik |
||
18. Har eleven en stor social forståelse? Har eleven for eksempel • dyb forståelse for sociale sammenhænge og konstellationer • stor empati • stor indsigt i andres følelser og behov |
||
19. Opsøger eleven i høj grad dialog, der giver intellektuelt modspil? Kan eleven for eksempel • søge at deltage i voksensamtaler • foretrække at være sammen med voksne • foretrække ældre børn frem for jævnaldrende |
||
20. Skjuler eleven sin dygtighed? Kan eleven for eksempel • præstere under det forventede niveau ift. det vurderede potentiale • begrænse sig selv for at tilpasse sig de andre i fællesskabet • kun deltage i nogle elementer af undervisningen |
||
21. Er eleven perfektionistisk? Er eleven for eksempel • optaget af, at tingene skal være så korrekte som muligt • sjældent tilfreds med egen indsats og resultater • i stand til at producere noget med stor korrekthed |
Supplerende noter
HUSK at printe eller gemme (ved at printe til PDF), inden du forlader denne side. Ellers mister du dine indtastede informationer.
Dette digitale skema baseret på styrelsens “Tjekliste med tegn på høj begavelse i 1. klasse til pædagogisk personale“ er udarbejdet af Asmus Christensen og Kristoffer Lægaard Andersen for ANSPOR.