Når CV’et ikke er stringent

De højt begavede ledige har meget at tilbyde arbejdsmarkedet. Desværre bliver de dog ofte sorteret fra (for) tidligt i ansættelsesprocessen, fordi deres CV ikke altid er stringent og prangende.

Her et citat fra en af de højt begavede ledige, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet:

“Tit så har jeg fuldt overblik og har forudset alle eventuelle udfordringer, når vi har gang i et samarbejde på tværs i teamet. Jeg skriver det aldrig ned, fordi det vil tage en evighed at præcisere plan a, b og c med alle de variable, der er i spil. Derfor kræver det, at mine kollegaer kender mig og har tillid til at jeg har styr på det, uanset hvad der sker – lige så vel som at de kan regne med, at jeg retter ind, uanset hvad de måtte ændre på af rammer”.

Høj begavelse er ikke altid lig med succes

Vidste du, at nogle højt begavede ledige føler, at det er flovt at være arbejdsløs som højt begavet?

Her et citat fra et af de interviews, jeg i den seneste tid har haft med højt begavede ledige:

”… det vil være rart at få noget ud i offentligheden om, at det er ok ikke at være en succes som højt begavet. Jeg tror, at mange lader være med at sige, at de er højt begavede og arbejdsløse, fordi det føles som et nederlag. Jeg ved godt selv, at jeg burde have en høj uddannelse, at jeg burde tjene en masse penge, at jeg burde…”